Copingstile i skematerapi: hvorfor du giver efter, undgår eller overkompenserer

Om skemaer har du sikkert læst før: de tidlige overbevisninger om dig selv og om andre, lagt ned som barn og aldrig rigtig opdateret. Det, der skrives langt mindre om, er copingstilene i skematerapi, og det er typisk den del, der forklarer det liv du faktisk lever. Et skema er, hvad du tror. En copingstil er, hvad du gør, når den overbevisning bliver rørt.

Det betyder noget, for to mennesker kan bære præcis det samme skema og udefra virke som modsætninger. En person med et forladthedsskema sender tre beskeder på en time og spørger, om alt er i orden. En anden slutter det ved første tegn på afstand og fortæller alle, at hun helst er alene. Samme sår, forskellig strategi. Har du nogensinde tænkt på, hvorfor et mønster du tydeligt genkender i dig selv tager en form, ingen beskriver, er copingstilen oftest den manglende brik.

Hvad er copingstile?

Skematerapi, som Jeffrey Young udviklede ud af kognitiv terapi, beskriver atten tidlige uhensigtsmæssige skemaer og tre brede måder at håndtere dem: at give efter, undgåelse og overkompensation. De svarer nogenlunde til de reaktioner, enhver skabning har over for fare: at føje sig, komme væk, eller slå igen.

Ingen af dem kom tilfældigt. Et barn, der straffes for at have behov, lærer lynhurtigt, at det at være stille virker. Et barn, der bliver overset, lærer, at opmærksomhed kommer af at være højlydt, sjov eller bedst. I det rum, hvor du lærte det, var alle kloge løsninger. Problemet er, at de kørte videre efter du forlod rummet, i situationer hvor de koster mere end de beskytter.

Én ting mere er værd at vide: du er ikke én stil. De fleste giver efter på et område af livet og overkompenserer på et andet, og skifter når presset stiger. Du kan være uendeligt imødekommende hjemme og urokkelig på arbejdet. Det er normalt, ikke en modsigelse.

Tegn på hver stil

Sådan viser de tre sig i hverdagen.

• At give efter, kort: Du lever som om skemaet simpelthen er sandt, og vælger situationer der bliver ved med at bevise det. Tror du, du ikke er værd at elske, bliver du hos nogen, der behandler dig som en mulighed, og kalder det realisme.
• At give efter, tegnet: Dine forhold og jobs har altid samme form. Nye mennesker, samme slutning. Du føler opgivelse snarere end vrede.
• Undgåelse, kort: Du indretter livet, så skemaet aldrig bliver udløst. Springer den samtale over, går ud af gruppen, siger nej til forfremmelsen, holder alt let.
• Undgåelse, tegnet: Bedøvelse. Endeløs scrolling, alkohol, overarbejde, søvn, at holde sig meget travl. Du bemærker måske, at du ikke kan sige hvad du føler, kun at det er tåget eller fladt.
• Undgåelse, den stille udgave: Følelsesmæssig snarere end i handling. Du kommer til middagen, men er ikke rigtig i rummet, og bagefter husker du næsten ingenting.
• Overkompensation, kort: Du opfører dig som skemaets modsætning, og hårdt. Er overbevisningen, at du er defekt, bliver du den dygtigste i hvert rum og lader ingen se et udkast.
• Overkompensation, tegnet: Det ser ud som styrke og virker som en rustning. Perfektionisme, kontrol, statusjagt, aldrig at have brug for hjælp, til tider skarphed eller foragt når nogen kommer nær.
• Overkompensation, prisen: Det virker, indtil det ikke gør. Sammenbruddet, når det kommer, er ofte pludseligt og helt ude af proportion med det, der udløste det.

Bemærk, at kun én af de tre ser ud som et problem udefra. Undgåelse læses ofte som et let sind. Overkompensation læses som flid og succes. Begge får ros, og netop derfor er de svære at se hos sig selv.

Hvorfor det betyder noget

Copingstile er grunden til, at indsigt alene ændrer lidt. Du kan vide præcis, hvor en overbevisning kom fra, nævne den forælder der lærte dig den, og alligevel gøre det samme på tirsdag. Overbevisningen bor i hukommelsen; copingstilen bor i reflekserne.

De holder også skemaet levende. Det er den løkke, der er værd at forstå. At give efter samler nye beviser for, at overbevisningen er præcis. Undgåelse sørger for, at modbevis aldrig ankommer, fordi du aldrig bliver i rummet længe nok til at opdage, at du tog fejl. Overkompensation skubber folk væk eller tømmer dig, og så læses ensomheden eller udbrændtheden som bevis for den oprindelige overbevisning. Hver stil beskytter på sin vis skemaet mod at blive opdateret.

I relationer er virkningerne konkrete. En undgående og en, der giver efter, kan være sammen i årevis i en stabil ordning, ingen af dem nyder. To overkompenserende kan skændes om fakta i et årti og ikke én gang sige, at de føler sig små. På arbejdet giver ubøjelige standarder plus overkompensation en person, der leverer smukt, ikke kan uddelegere, og er stille rasende det meste af tiden.

Pointen er ikke at slippe af med sine copingstile. De er gammel beskyttelse og har fortjent deres plads. Målet i skematerapi er at udvide valgene: at kunne bemærke at reflekset går i gang og vælge noget andet i det øjeblik. Det er et langt mere beskedent og opnåeligt mål end at blive et andet menneske.

At se på sine egne mønstre

Et godt sted at begynde er et nyligt øjeblik, hvor din reaktion føltes større end hændelsen. Noget småt skete, et sent svar eller en bemærkning i forbifarten, og noget stort kom. Stil tre spørgsmål om det øjeblik. Hvad troede jeg om mig selv netop da? Hvad gjorde jeg derefter? Og bragte den handling mig tættere på personen, væk fra dem, eller op over dem?

Tættere og mindre er oftest at give efter. Væk er undgåelse. Ovenover er overkompensation. Et groft værktøj, men ofte nok til at se sin egen form.

En struktureret screening går hurtigere end hukommelsen, fordi den spørger om mønstre, du ikke ville tænke på at undersøge. Den gratis skematest går gennem de atten skemaer og den måde, du plejer at reagere på hvert af dem. Ser du meget undgåelse i resultatet, er det også værd at se på, hvordan det spiller sammen med bekymring, for de to styrker hinanden tæt: se mønstre for angst og undgåelse.

Et ærligt forbehold. Intet her er en diagnose, og intet spørgeskema kan give en. Dette er stof til selvrefleksion, en måde at finde bedre ord for det, du halvt ved. Føles det, der kommer op, tungt eller svært at bære alene, er det en god grund til at tage det med til en terapeut, ikke en grund til at trykke det ned.